Når forandring bliver en konstant

Naturligvis er meget høje faglige kompetencer et fundament fra barn til senior, men endnu vigtigere er det, at vi alle bliver mentalt parate og omfavner, at ”forandringsparat” bare ikke er nok længere. Vi skal være forandringssøgende.

Af Nikolaj Nøhr-Rasmussen, Site Manager, Volvos Cars og medlem af SIRI-kommissionen

Vi hører tit, at vi har et samfund i konstant teknisk acceleration, og at computerkraften bliver fordoblet hvert 2. år. Prøv at lege med tanken om, at det var bilers hastighed: Biler i dag kører nemt 100 km/t. Om ti år ville de køre 3200 km/t, og om sølle 20 år ville de køre over 100.000 km/t. Fra ”forståeligt” over ”vildt” og så til ”fuldstændigt ubegribeligt”. Men det er altså den udvikling computere, og dermed kunstig intelligens (AI) har, og det er derfor de allerede har ændret vores liv radikalt, og vil ændre det endnu mere på endnu kortere tid fremadvendt.

I SIRI-kommissionen prøver vi at skabe en konstruktiv debat om de muligheder teknologien vil bringe, som f.eks. politikere, der får hjælp af AI til at danne sig overblik over komplicerede emner, præcise diagnoser, som ud fra realtidsbiometri og nyeste viden stilles af AI i samarbejde med læger, juridiske problemstillinger, der bliver evalueret af AI i samarbejde med advokater, forskere, der hjælpes af AI til at flette deres egen spydspidskompetence ind i en bred og kompleks kontekst, individualiseret kollektiv mobilitet, som kan bringe os hvor som helst, når som helst, og med den komfort du vil betale for, varer (og måske endda mad) printet ”on demand”, hjerner, der bliver kunstigt forstærket med chips? For alle? For de velhavende? Eller de modige?

Listen er absolut realistisk! Den er på samme tid tillokkende og skræmmende, og indeholder også klare etisk angribelige elementer, så vi skal virkeligt tænke os godt om.

Men det er spændende, hvad DU tænker? Har du overvejet, hvad DU kan byde ind med i den verden, som kommer? Eller er du måske en af de fleste, som ignorerer det lige nu, og tænker, at ”det nok ikke kommer til at berøre mig”? Det sidste er faktisk nok det, jeg frygter mest, for vi kan ikke forhindre andre lande i at indføre ny teknologi, uden de store moralske og etiske skrupler. Og hvis først vi hægtes af det accelererende tog, bliver det meget, meget svært at fange det igen, og konsekvensen bliver nemt, at vi mister vores ”leading edge”, vores indtægt og dermed vores velfærd. Til gengæld tror jeg, at hvis vi anstrenger os for at blive i frontgruppen, kan vi påvirke etikken i en ”dansk” retning, for man lytter simpelthen mere til førerfeltet end til rumpettoen. Hvis vi er progressive og tøjler fremtiden rigtigt, vil det ikke alene blive et bedre samfund at leve i – jeg tror også, at det vil være mere økonomisk bæredygtigt.

Det kræver ”blot”, at vi har hele befolkningen med, for det her er ikke bare et game for eliten. Naturligvis er meget høje faglige kompetencer et fundament fra barn til senior, men endnu vigtigere er det, at vi alle bliver mentalt parate og omfavner, at ”forandringsparat” bare ikke er nok længere. Vi skal være forandringssøgende. Vi skal på en eller anden måde, gennem skole, uddannelser og arbejdspladser få indarbejdet, at forandring er en grundværdi i vores danske mentalitet. Det skal være det første ord i vores Danmarkskanon. På lige fod med Frihed, Frisind, Tillid, Hygge og de andre. For så kan vi bevare vores Velfærdssamfund.

Så snak om det, derude! Hvordan gør vi?

Stafetten går videre til Thomas Ploug, professor i filosofi, Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet

2 responses to “Når forandring bliver en konstant

  1. Interessant artikel, Jeg tror faktisk på at mennesker er født til at leve med foranderlige omstændigheder, jeg har set børn vokse op i et landbrugssamfund som Kina var for blot en generation siden, og idag er de ledende ingeniører eller lign, jeg har set hvordan Thailand på 1-2 generationer har forvandlet dem der lever i Thailand, og jeg husker selv min barndom hvor min far var elektriker og da jeg sagde at jeg (måske) ville være ingeniør, så vidste hverken han eller jeg hvad det faktisk betød. Dog er det også tydeligt at med alderen kan det for mange blive sværere at “omstille sig”. I al fald hvis der ikke er et forståeligt MÅL. Jeg tror på at alle mennesker har en kerne som stort set ikke forandrer sig derefter, i al fald ikke efter teenage årene, men at det der sker omkring mennesker godt kan forandres næsten uendeligt. Et sted så tænker jeg at robotter, AI osv selvfølgelig vil tage over, og det er super, men det vigtigere spørgsmål er tættere på den kerne af mennesket som jeg nævnte: hvad kan/bør/skal vi så gøre som samfund og individ når det sker? Standardsvaret fra mange politikere er at vi alle skal arbejde lige så meget, fordi vi så kan forbruge mere.
    Med den industrielle revolution for mere end et århundrede siden, så glemte man også at spørge: hvor vil vi mennesker inderst inde gerne hen med de nye teknologier. Resultatet blev et næsten ekstremt samfund med mennesker på jagt efter penge mens de fleste glemte hvad livet egentligt handler om. Og en masse ekstremt rige som nu giver problemer med at de ikke-rige naturligvis ikke vil acceptere dette, og det fører så igen til zenopfobi, nationalisme og valg hvor vælgerne stemmer imod, ikke for. Så jeg ville så meget gerne ændre diskussionen lidt Er mennesker generelt omstillingsparate eller -søgende? Ja, det har historien vist, mener jeg. Ja, der er barrierer men de handler ofte om at “andre” beslutter for dem hvornår, hvorfår og hvordan de skal omstille sig, og det giver en naturlig modstand, især hvis ingen rigtigt har defineret: hvor skal/vil vi mennesker HEN med dette? I rigtigt mange år har mange danskere og folk i andre lande skyndt sig fremad, mens ingen rigtigt havde defineret hvad målet var. Dette kan vi gøre anderledes denne gang, håber jeg. Vi har (igen) en masse vækst, fremgang osv foran os, men denne gang, hvis man ikke bare vil have eliten (dem som tjener penge på dette) med, så skal der defineres et mål. Hval vil vi som mennesker eller menneskehed opnå med dette? Flere penge – og til hvem, og hvad skal den rige del af verden snart bruge pengene til? En fremtid for vores børn uden et ekstremt klima? Mere fritid og mere tid med familien? Eller?
    Med denne “nye” revolution som medierne taler om, men som jeg ser som at det sker jo allerede, så vil jeg denne gang have at vi som folk, politikere, forskere osv rettere ser på “hvor vil vi gerne hen”?
    De fleste er bekymrede for om deres job i morgen, men med denne udvikling bør vi nærmere spørge: hvor VIL vi gerne hen i morgen, og her dur personlige ideer svar ikke, men som en vision for danmark
    Og lad mig da slutte med et Lars Hug citatet: “Vi har fødder men ingen steder at gå hen… Vi er sidste nye led I en uafbrudt kæde”, som dog vist handler om kærlighed men med Lars så er man aldrig helt sikker ;0)

  2. Tak til Nikolaj Nøhr-Rasmussen for artiklen og til Christian Kraft for kommentaren. Begge dele meget spændende. Good point med behovet for at være forandringssøgende. Og ja, det handler i høj grad om vores mentale og følelsesmæssige tilgang til forandring.
    For Søren Kierkegaard er selvet en syntese af nødvendighed og mulighed (forankring og forandring). Der er noget vi mennesker er nødt til – udover den forpligtelse det er, giver det os et fast holdepunkt eller en fast kurs er måske et bedre udtryk. Mulighederne giver os forandring og hjælper os (forhåbentlig) tættere på det væsentlige i livet.
    Når vi skal være i stand til at åbne vores sind for disse mindblowing forandringer, må vi slippe forestillingen om at vi kan nå at definere et fælles mål, som vi committer os til og også forestillingen om at nogle går forrest og baner vejen for andre – det har vi simpelthen ikke tid til. Vi skal tværtimod slippe forandringskraften løs!
    Hvert menneske har håb, længsler, ønsker – man er måske ikke bevidst om det eller har formuleret det – men det er der. Nogle gange for drømmende ambitiøst til at man tør dele det med andre; andre gange delbart, men troen på at det kan realiseres mangler, eller man mangler det fællesskab, der kunne gøre det realiserbart.
    Mennesker er forandringssøgende, bare fordi vi er mennesker – her er jeg enig med Christian Kraft. Vi har mange regler, procedurer, normer og vanetanker, der hæmmer menneskers forandringskraft – slip den løs!
    Et virkelig vildt eksempel på disruption er vel Søren Ulrik Thomsen: “Opstandelsen er ikke mere mærkelig end at vi er til”…

    Selvet er en syntese af nødvendighed og mulighed (forandring og forankring)
    Kairosbegrebet: Det gunstige øjeblik i tiden! Når noget ’bryder igennem’ i tiden. Noget vi kan forbinde os til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *