Vejen til Paradis – hvordan dine børn skal klare sig i en verden af kunstig intelligens

Af Henrik Bodskov, General Manager, IBM Danmark og medlem af SIRIKommissionen

Før Adam og Eva blev uddrevet fra Paradis, nød de godt af en høj levestandard – uden at arbejde. Lige siden har mennesket – mageligt indrettede som vi nu er – forsøgt at genfinde vejen til Haven. Nogle håber på, at kunstig intelligens vil lede os tilbage, hvor rigdomme bliver tilbudt uden, at vi skal besidde særlige kompetencer eller overhovedet behøve at arbejde.

Så let kommer det næppe til at gå. Kunstig intelligens bliver næppe et påskud for et liv i hængekøjen. En ny og moderne version af Paradis er snarere, at vi lærer at udnytte tidens teknologiske tigerspring i form af kunstig intelligens, big data, avanceret robotics, cloud teknologi mm. til at blive dygtigere, mere effektive og mere innovative end vi er i dag. De teknologiske forandringer venter ikke på os, og udviklingen går stærkt. I år vil een milliard mennesker komme i direkte kontakt med kunstig intelligens. Jeg taler om læger, patienter, skolelærere, elever og forbrugere af forsikringer, rejser, vejrtjenester, madopskrifter etc.

Kunstig intelligens er allerede nu over os i form af kognitiv computing, så vi skal forberede os, for vi står overfor en udvikling, der har rækkevidde til at ændre vores samfundsstruktur, den måde vi tænker og lever på, vores uddannelser, sundhedssystem, arbejdspladser og meget mere.

Der vil blive nedlagt jobs, skabt jobs og frem for alt ændret i jobindhold overalt. Hvis vi skal sikre, at de jobs, der bliver skabt, bliver det i Danmark, så må vi indkredse de kompetencer, der vil være behov for i en verden med kunstig intelligens.

Voksne indenfor sundhed, uddannelse, detailhandel, salg osv. kommer til selv at være med til at redefinere deres jobs og sikre nyt syn for muligheder, og kan hjælpes på rette vej, hvis de får efteruddannelse i den relevante teknologi.

Men selv med efteruddannelse står vi i en ny virkelighed. 65% af de børn, der går i 1. klasse i dag, vil arbejde i jobs, vi ikke kender til endnu, og de 15-årige kan se frem til at skulle bestride 15 forskellige jobs i flere forskellige industrier over et helt arbejdsliv. Børn i dag kan forvente at skulle redefinere sig selv flere gange i løbet af deres karriere. Hvordan gør vi dem bedst klar til den fremtid?

At kunne navigere i evig forandring (eller kaos) stiller krav til et stærkt værdisæt, og at børnenes uddannelse udover faglighed også opbygger både en digital og analog dannelse. Børn skal med andre ord stadig kunne læse, skrive og regne. Men de skal også – og i højere grad end nu – udvikle evnen til at forstå sig selv og deres omgivelser og lære at være aktive deltagere i fællesskaber. Måske bidrager vi bedst til dannelse ved at opgradere de gamle klassiske fag som musik, kunst, historie etc. og lade lærerne undervise i dem, mens kunstig intelligens kan tilbyde faglig 1-til-1 undervisning og skræddersyede indhold. Vi skal uddanne frie, selvsikre, kreative, dygtige unge mennesker og tilføre dem digital dannelse, indføre livslang læring – ja måske endda livslang uddannelsespligt. For selvom kunstig intelligens kan meget, så kan den ikke (endnu) erstatte kompetencer som kreativitet, intuition, empati, social intelligens og god dømmekraft. Lad os drøfte fremtidens kompetencer og bane vejen til en ny udgave af Paradis.

Jeg giver stafetten videre til Esben Østergaard fra Universal Robots.

One response to “Vejen til Paradis – hvordan dine børn skal klare sig i en verden af kunstig intelligens

  1. Hvordan skal vi og vores børn hamle op med en teknologi/intelligens som udvikler sig eksponentielt?
    I ca 2040 er på den på niveau med mennesket og derefter overgår den os – også på de sociale færdigheder.
    se fx dette link: http://cww.dk/media/225492/2016_q3_den_kunstige_fremtid_cww.pdf

    Hvad med uligheden når rigdom fordeles på færrre og færre hænder… Tror i selv de velhavende øsnker at dele ud af rigdommen og dermed reducere deres magt og velstand når de er i skarp konkurrence med andre aktører?

    Jeg forudser en verden med enorm arbejdsløshed og deraf konflikter og al velstand fordelt på yderst få hænder – det er jo kapitalismens logik såfremt den ikke reguleres. Regulering tales der kun om, men sker jo ikke i handling da eliten/magthaverne har fordel af det.
    Mit perspektiv er globalt, men vi har muligheden for et liv der tilgodeser flere (fremfor færre) i dk, men det kræver vi ikke følger den ulighedsskabende mega-trend.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *