Design er nøglen til vellykket digital transformation

Erhvervsledere, ministre og organisationsfolk er enige om, at Danmark skal gribe mulighederne i digitalisering og kunstig intelligens. Men hvis den digitale tsunami, der skyller hen over os lige nu, skal omsættes til ny vækst og velfærd, skal vores unikke danske designressource langt bedre i spil.

 

Christian Bason, CEO, Dansk Design Center, medlem af SIRI Kommissionen

 

Forestil dig at boligdelings app’en AirBnB var grim, langsom og besværlig at anvende. Tænk hvis Apples iPhones brugerflade var forvirrende og uigennemskuelig. Overvej hvad der var sket med Mobilepay, hvis løsningen var kompliceret og frustrerende.

 

Når ny teknologi virker bedst, transformerer den vores liv og skaber ny vækst og beskæftigelse. Det gælder nye forretningsmodeller som AirBnB, smukke produkter som iPhone, og brugervenlige platforme som Mobilepay. Alle tre er succeser ikke fordi de har den bedste teknologi, men fordi de sætter brugerens oplevelse i centrum. De illustrerer at det som afgør om nye digitale produkter og services fejler eller vinder, er deres design.

 

Design: En kreativ tilgang til innovation

For mange danskere er design lig med smukke møbler og livsstilsprodukter. Men design – eller rettere, at designe – er også en tilgang til at skabe noget nyt. Som den kendte amerikanske møbeldesigner Charles Eames svarede da en journalist spurgte hvad han forstod som design: ”At designe er at kombinere forskellige elementer for at opnå et bestemt formål.” Det er en bred definition. Den retter vores opmærksomhed mod design som en skabelsesproces, hvor materialer og teknologi omsættes til noget, som mennesker kan bruge. I dag er designfaget udvidet til discipliner som service design og user experience (ux) design, hvor designerne skaber nye løsninger sammen med de mennesker de er tænkt til, og afprøver dem i den kontekst hvor de skal anvendes. Hos Dansk Design Center samarbejder vi eksempelvis med flere produktionsvirksomheder om at designe nye åbne forretningsmodeller – en del af et initiativ vi kalder Digital futures. Her fokuserer vi på mødet mellem mennesker og teknologi, og bruger design til at vende en potentiel trussel til en mulighed.

 

Godt design giver bundlinje

Værdien af godt design er heldigvis ikke helt gået almindelige danske virksomheder forbi. En ny undersøgelse fra Dansk Industri og Dansk Design Center viser, at af de virksomheder der arbejder mest strategisk med design, kan 90 procent se resultaterne direkte på bundlinjen. Samtidig viser undersøgelsen desværre også, at næsten halvdelen af alle danske virksomheder ikke kan se at design er relevant for dem.

 

Dansk design: En usynlig ressource?

Når beslutningstagerne i disse dage efterspørger bedre digitalisering, og frygter at medarbejderne bliver ”disruptet” af den nye teknologi, så er der et oplagt sted at lede efter svar: Danmarks designere kan vende den digitale tsunami til nye fordele for kunder, borgere og medarbejderne selv. Deres sans for kvalitet, funktionalitet og bæredygtighed – ofte med en ren, enkel nordisk æstetik – udgør en styrkeposition vi som verdenskendt designnation kan få langt mere ud af.

 

Jeg er overbevist om, at design er én af de kompetencer, vi skal styrke i fremtiden og som kan bruges som en konkurrencefordel i en digital verden. Jeg giver hermed stafetten videre til Marianne Dahl Steensen, CEO i Microsoft Danmark og medlem af SIRI Kommissionen, for at høre erhvervslivets bud på, hvilke kompetencer vi i øvrigt skal være særligt opmærksomme på fremover.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *